DanDomain er benyttet af mange webshops i Danmark, eftersom det er meget let at komme i gang med deres shopløsning, hvor du får hjælp til en hurtig og nem opsætning af din webshop, samtidig med at den løbende vil være billig i drift. Det kræver ingen udvikling at komme i gang med DanDomain, da du blot kan vælge et af deres mange forskellige webshop-templates. Desuden betaler du kun for de moduler og apps, som du benytter dig af.

I forhold til SEO er den grundlæggende kode på hjemmesiden også bygget godt op, hvilket gør den søgevenlig og let at indeksere for søgemaskiner såsom Google, Bing og Yahoo. Det betyder dog ikke, at du automatisk vil få topplaceringer på bestemte søgeord, da det til enhver tid vil kræve en grundig SEO indsats – uanset om det er DanDomain eller et andet CMS.

Søgemaskineoptimering er en mangesidig proces, hvor du kontinuerligt skal sørge for, at dine produkter, kategorier og informationssider er tilpasset de faktorer, som Google vægter højt. Heldigvis har DanDomain mange indbyggede SEO værktøjer, som kan hjælpe dig med at gøre denne proces lettere.

Vi har herunder samlet en grundig tjekliste til at arbejde med SEO i DanDomain, så du kan få skabt et solidt fundament og dermed opnå de bedste placeringer i søgeresultaterne på dine vigtigste købsrelaterede søgeord.

SEO hjælper dig med at give et godt førstehåndsindtryk

Et førstehåndsindtryk er vigtigt, uanset om der er blevet søgt på dit brandnavn eller efter et bestemt produkt. Derfor er det første, du skal gøre, at sørge for, at din forretning er præsentabel i søgemaskinerne. Som standard vil shopnavnet på din webshop være angivet som ”DanDomain Demo Webshop”, hvilket kan virke uprofessionelt, hvis det er det første, den søgende finder af tekst i søgeresultaterne på Google.

Det angivet shopnavn vil nemlig blive vist både i fanebladet, men også som title tag i søgemaskinen. Du ændrer titlen ved at gå ind under Opsætning → Firma → Shopnavn, hvor du kan ændre teksten i Shopnavn-feltet. Jeg anbefaler at inddrage både dit brand, men også et vigtigt og bredt søgeord, som er beskrivende for det udvalg, som du har på din webshop. Sælger du lamper på din webshop, så vil det være smart at inddrage et søgeord som fx ”lamper” eller ”designer lamper”.

Derudover bør du ligeledes angive en meta beskrivelse for din DanDomain webshop, så du sikrer dig at du får kommunikeret dine ønskede budskaber. Jeg anbefaler, at du skriver en god og sælgende tekst, så de søgende får lyst til at klikke på lige netop dit resultat i søgemaskinen. Det er også en god idé at inkludere dit fokussøgeord i meta-beskrivelsen til forsiden.

Få styr på dine URL versioner af din webadresse

Uagtet om der er tale om DanDomain eller ej, så lyder et ofte stillet SEO spørgsmål på, om der skal være WWW eller ej foran din URL adressen på en hjemmeside. Google vægter ikke nogen hjemmesider højere, fordi WWW indgår i webadressen.

Det er dog vigtigt, at du tager stilling til om du vil benytte dig af WWW eller ikke-WWW, eftersom én webadresse vil gøre indeksering og crawling lettere for både Google, Yahoo og Bing. Vises din hjemmeside både med og uden WWW, så kan det give problemer i form af duplicate indhold.

Når du har besluttet dig for, hvordan din DanDomain webshop skal vises som standard, så kan du angive det i URL feltet under Opsætning → Firma → Shopnavn. I dette tilfælde vil SEO i DanDomain være lidt lettere end så mange andre avancerede systemer, da den modsatte URL vil blive omdirigeret automatisk – også kaldet en redirect.

Selvom Google ikke vægter den ene version højere end den anden, så er det en væsentlig faktor, at dit website har en SSL kryptering. Hvis du har en SSL kryptering, så vil din webadresse starte med https:// og ikke http://. I DanDomain har du mulighed for at tilkøbe et SSL certifikat, som deres support ligeledes kan hjælpe med opsætning af.

Først og fremmest kan et sådant certifikat give dig bedre placeringer, men det er også med til at give tryghed til dine besøgende, som på den måde ved, at din webshop er sikker at handle på.

Redirects af de omvendte versioner hjælper Google med at forstå, hvilken webadresse der er din primære URL. Du kan yderligere assistere Google ved at opsætte dit website i Google Search Console. Det er sådan, at der i 2019 kom en opdatering fra Google, som nu tillader dig at samle alle domæner under én ejendom. Det betyder, at du ikke behøver at oprette flere forskellige Google Search Consoles til dine forskellige versioner, herunder subdomæner, www, uden www, http og https. Det giver den fordel, at søgemaskinerne har lettere ved at indeksere din webshop korrekt, men det kræver DNS-adgang at opsætte denne specifikke Google Search Console ejendom.

Gennemgå dit DanDomain design for fejl

De fleste premium designs, som du kan købe hos DanDomain, er søgemaskinevenlige, men det hænder, at nogle af de gratis templates ikke altid er responsive eller stemmeroverens med Googles anbefalinger i kildekoden.

Har du valgt et gratis design, som ikke er tilpasset til mobile enheder, så bør du opgradere til et premium design, da langt størstedelen af trafikken på internettet i dag foregår på vores smartphones. Desuden arbejder Google ud fra mobile-first indeksering, hvilket i grove træk betyder, at mobilversionen af din webshop bliver vægtet højest.

Udover tilpasning af design til de forskellige enheder, så bør du ligeledes tjekke kildekoden på din webshop – gerne på både forside, kategori- og produktsiderne. Vi ser ofte at mange DanDomain sider har angivet mere end ét H1 tag på mange af undersiderne. Det er et problem i forhold til on-page SEO, da Google anvender HTML koden herunder H-overskrifterne til at forstå konteksten af siden.

On-page SEO i DanDomain

Det er essentielt at arbejde med on-page SEO i DanDomain, hvis du ønsker at opnå gode resultater i søgemaskinerne. Googles algoritme analyserer over 300 forskellige faktorer, når de skal vurdere resultaterne i søgemaskinen, hvorfor det er vigtigt at have styr på de mest tekniske og fundamentale indstillinger, som jeg lige har gennemgået. Med det på plads kan du begynde at fokusere på nogle af de mere klassiske SEO tiltag herunder udarbejdelse og strukturering af indhold på dine produkt-, kategori- og indholdssider. Det gælder alt fra title tags og meta-beskrivelser til ALT-tags på dine produktbilleder.

Velskrevne tekster til produkter og kategorier

Et af de bedste tiltag, du kan foretage i forhold til søgemaskineoptimering, er at udarbejde en velformuleret og informerende tekst til den pågældende side. Det skyldes som sagt, at Google gennemgår kildekoden herunder bl.a. overskrifter og brødtekst for at kunne forstå, hvad den pågældende underside handler om.

I et SEO øjemed er det derfor en kæmpe fordel at udarbejde værdiskabende indhold, der tilgodeser både søgemaskinerne og de besøgende. Med en god, fængende og sælgende tekst vil du nemlig samtidig kunne øge konverteringsraten og dermed dit salg. Sælger du komplekse eller dyre produkter kan manglende information i langt de fleste tilfælde være årsag til, at dine besøgende vælger at købe et andet sted.

Både dine overskrifter og tekster bør indeholde de søgeord, som du ønsker at blive fundet på, hvis det selvfølgelig giver mening. Såfremt du har udarbejdet en god og uddybende tekst, vil du højst sandsynligt blive synlig i søgeresultaterne, hvis du har mange af de andre grundlæggende SEO elementer på plads i din DanDomain webshop.

Hvor lang din produkt- eller kategoritekst bør være, afhænger i høj grad af konkurrencen på det enkelte søgeord i søgemaskinen. Når det kommer til SEO, er det altid en god idé at sørge for, at dine initiativer er en smule bedre end konkurrenternes. Hvis din konkurrent f.eks. har skrevet en tekst på 500 ord til sit produkt, som beskriver funktionalitet, fordele og andre vigtige specifikationer, så bør du udarbejde en bedre og længere tekst. Der er selvfølgelig mange faktorer, der afgør placeringerne i sidste ende, hvorfor det ikke er nok kun at skrive en lidt længere tekst. Hvis konkurrenterne har skrevet mellem 400-700 ord, så kan det være en god idé at skrive en tekst på omkring 1.000 ord eller mere.

Kopier aldrig indhold fra andre

Når det kommer til on-page optimering og ikke mindst tekstforfatning, så er det no-go at kopiere andres indhold, da det vil blive set som duplicate indhold. Mange dovne webshopejere vælger ofte at bruge leverandørernes produkttekster, men det vil være en kæmpefejl, eftersom det vil besværliggøre dine fremskridt på søgemaskinerne. Googles algoritme er nemlig klog nok til at se, hvem der er den oprindelige udgiver af en tekst.

Det er fristende at benytte sig af leverandørernes produkttekster, da de som regel er velskrevne, gode og uddybende. I stedet for at kopiere dem direkte bør du blive inspireret af dem, så du kan lave den bedst mulige produkttekst.

Title tags og meta beskrivelser i DanDomain

Title tags og meta-beskrivelser er altid et godt sted at starte, uanset hvilken platform du benytter dig af. I DanDomain er det heldigvis rigtig nemt at udfylde disse felter både på kategori- og produktniveau. Ligesom med forsiden er det vigtigt, at dine undersider giver et godt førstehåndsindtryk på Google, da rigtig mange af disse sider med tiden vil blive fundet på hundredvis af søgeord.

Når du arbejder med SEO i DanDomain, så er det vigtigt også at tænke på dine besøgende, da det er dem, som i sidste ende skal overtales til at handle hos dig. Helt banalt så bør title tags og meta beskrivelser anses som en form for annoncetekst lige såvel som dine annoncer er velovervejede i Google Ads og Microsoft Advertising.

Når du laver søgemaskineoptimering af dine title tags og meta-beskrivelser, så er det særligt vigtigt, at du både inddrager søgeord såvel som en call-to-action og et stærkt incitament for, hvorfor man skal vælge dit søgeresultat. I bund og grund handler marketing om psykologi, og derfor ser du også rigtig mange virksomheder benytte sige af af tal, emojis, tegn og urgency triggers i deres i annoncetekster, uanset om det er på Google, Facebook eller andre kanaler.

Schema.org i DanDomain

Schema.org er efterhånden en væsentlig SEO faktor i Googles øjemed, da det hjælper dem yderligere med at forstå indholdet på din hjemmeside. Schema.org er faktisk en fælles samarbejdsaktivitet sat i værk af både Bing, Google, Yahoo og Yandex, som har til formål at skabe en fælles struktur for data på alle hjemmesider.

Strukturering af data kan hjælpe ovenstående søgemaskiner med at trække oplysninger omkring pris, lagerstatus og anmeldelser fra din webshop i DanDomain. På den måde kan de personer, der søger, bedre vurdere et resultat allerede ude på siden over søgeresultater.

I din DanDomain løsning vil dine produktsider som standard være omkranset med microdata (schema.org) for bedre indeksering, men der vil stadig være andre steder på dit website, hvor du kan strukturere data yderligere. På forsiden, blogindlæg og kategorisider er det også værd at indramme dit indhold med schema.org.

ALT-tags på billeder i DanDomain

Rigtig mange leverandører videresender deres produktbilleder, hvor navnet på filen er varenummeret, men det hjælper ikke søgemaskinerne med at forstå billedet. Det er vigtigt, at du omdøber filnavnet på billedet til at være produktnavnet, hvis der er tale om et produktbillede. På en produktside vil det typisk være navnet, der er det vigtigste søgeord for netop den side, hvorfor det giver god mening.

Derudover er det vigtigt at udfylde ALT-tags på billeder, da Google indekserer billedet ud fra dette tag. Rigtig mange benytter sig af Googles billedesøgning for at finde inspiration, og derfor er det vigtigt med ALT-tags, hvis du ønsker at få en andel af den trafik. Som standard vil DanDomain bruge produktnavnet som ALT-tag på billedet, men i mange tilfælde er det værd at tilføje yderligere en beskrivelse, da du som regel har flere billeder til et produkt.

De færreste tænker over det, men ALT teksten bliver faktisk også læst op for blinde og svagtseende. Ved at udfylde ALT-tag kan du dermed give dem en fortrinlig oplevelse, når de surfer rundt på din webshop.

Sprogversioner til den internationale webshop

En af de kæmpemæssige fordele ved at vælge en DanDomain løsning er, at du kan integrere og opsætte platformen på tværs af domæner og lande. Det er et vigtigt element for en webshop, som vokser sig ud over landets grænser. I et SEO øjemed kan det give nogle udfordringer, hvis meget af det samme indhold bliver benyttet på tværs af disse sider, og derfor skal du hjælpe Google med at forstå de forskellige sprog med de rette HTML tags.

Har du en webshop i Danmark, Norge og Sverige, bør dine tags i <head> se således ud:

<link rel=”alternate” hreflang=”da-DK” href=”https://ditdomæne.dk”/>
<link rel=”alternate” hreflang=”no-NO” href=”https://ditdomæne.no”/>
<link rel=”alternate” hreflang=”sv-SE” href=”https://ditdomæne.se”/>

Du indsætter disse tags ved at gå ind under Indstillinger → Site, og så kan du rette i koden ved Hreflang.

Linkbuilding til din webshop i DanDomain

De fleste starter med at få on-page aktiviteterne på plads, hvilket giver god mening, da det kan anses som værende grundstenene i en stærk SEO-strategi.

Backlinks er et signal på popularitet og troværdighed, fordi hvis andre ønsker at linke til dig, må det alt andet lige være et fingerpeg om, at du har godt indhold. Google kigger derfor i høj grad på, hvor mange og ikke mindst hvilke links du har. Derfor er linkbuilding en vigtig SEO disciplin, uanset om din webshop er bygget i DanDomain, Prestashop eller noget helt tredje.

Linkbuilding er også en af de sværeste discipliner, fordi det er ude af dine egne hænder. Du kan selv kontrollere, hvilke on-page tiltag du vil implementere på din hjemmeside, men du kan ikke selv bestemme, hvem der skal linke til dig. Der findes mange forskellige måder at prøve at bygge links på, men er du helt grøn på området, så kan det være en god idé at starte med nogle lavthængende frugter.

Prøv derfor at få et link fra følgende:

– Leverandører og andre samarbejdspartnere
– Dine profiler på sociale medier
– Bliv listet på virksomhedsdatabaser som fx Krak, Eniro og lignende
– Relevante bloggere inden for din branche
– Relevante fora til din niche

Det kan være omfattende at arbejde med linkbuilding, hvorfor mange også vælger at anvende eksterne samarbejdspartnere som et bureau til at hjælpe med den opgave. SEO er en holistisk disciplin og derfor er det ikke nok kun at lave on-page SEO, selvom det kan få dig rigtig langt. Hvis du gerne vil rykke din webshop i DanDomain helt til tops i Google, så er du nødt til at udarbejde en effektiv linkbuilding strategi, så snart din hjemmeside er blevet gjort søgevenlig.

Specialister i DanDomain SEO

Som du kan se, er der mange ting du selv kan gøre for at få et godt udgangspunkt med søgemaskineoptimering i din webshop i DanDomain. På trods af, at DanDomain er et nemt og brugervenligt system at komme i gang med, så er det umuligt at lave en komplet SEO guide til DanDomain. Der findes et hav af forskellige faktorer, som i sidste ende vil afgøre din placering i søgemaskinerne.

Hos Plutonic Media har vi mangeårig erfaring med at optimere webshops i DanDomain, uanset om det er en enkeltstående webshop eller en med flere sprogversioner. Med vores unikke tilgang til SEO, der er baseret på mange års erfaring, kan vi uanset branche og CMS opnå stærke resultater på Google.

Ønsker du at høre mere omkring søgemaskineoptimering i DanDomain, så er du velkommen til at kontakte os. Vi kan også hjælpe med både analyse og eksekvering af SEO i DanDomain.

De siger go’ for os

 

Vi har hjulpet en lang række virksomheder med at bygge bro mellem deres forretning og kunder. Vi skaber relevant trafik, øger omsætningen og styrker deres digitale tilstedeværelse.

Få en gratis analyse

Lad os tage en snak

Samtaler fører til forandring og vi kan hjælpe dig med at kortlægge den rette digitale strategi, så du kan indfri dine vækstmål. Vil du gerne overhale dine konkurrenter?