Custom intent i Google Ads
Custom intent målgrupperne er også kaldet tilpassede segmenter.
I denne type Google Ads targeting målretter vi brugere efter deres søgninger på Google, eller hvad deres interesser eller købshensigter er. Vi kan altså angive så mange relevante søgeord, vi har lyst til og blive matchet med relevante brugere på den måde.
Derudover kan vi også bruge et udvidet segment i vores custom intent målgruppe og tilføje specifikke websites, som brugerne besøger. Her kan vi med fordel vælge nogle af konkurrenternes websites og på den måde blive eksponeret for besøgende, der minder om deres besøgende.
Sidst men ikke mindst kan vi også angive apps, som vi anser som relevante. Her finder Google de brugere, der downloader og benytter apps, som minder om dem, vi angiver.
Med custom intent målgrupperne kan vi altså skræddersy vores egen målgruppe, som vi ønsker. Vi kan dog kun bruge målgrupperne på display netværket, og de er derfor kun mulige at tilføje til kampagner, der kører på display netværket – Display, Youtube- og Performance Max kampagner.
Demografisk afgrænsning og detaljerede demografiske målgrupper
Den demografiske afgrænsning er udelukkende baseret på alder og køn. Vi anbefaler sjældent at udelukke eller afgrænse nogle brugere her, medmindre din forretning virkelig er niche på aldersgrupper eller køn. Brug eventuelt budjusteringer til at skrue ned for enkelte segmenter i stedet.
Igen tilgængeligt i alle kampagner.
De detaljerede demografiske målgrupper giver os nogle flere interessante målgrupper at arbejde med, såsom forældre til børn i alle aldre, ægteskabelig status, arbejdsbrancher og mange flere.
Milepæle i livet (livsbegivenheder)
Med denne type af målgruppe kan vi målrette brugerne efter deres livsbegivenheder eller milepæle i livet. Det er f.eks. brugere, der er ved at renovere hjemmet, brugere der skal flytte, boligkøbere, nyuddannede eller nygifte. Disse livsbegivenheder er som regel knyttet til købsbeslutninger indirekte, og man kan derfor tænke lidt ud af boksen her. Sælger du møbler kunne du med fordel målrette brugere, der snart flytter, eller som er i gang med at renovere hjemmet. Mon ikke de skal bruge lidt nyt til indretningen?
Denne type målgruppe kan kun bruges til Youtube, Gmail og Displaynetværket og er derfor ikke tilgængelig i search- og shopping kampagner.
Google Ads Remarketing (RLSA)
Foreløbigt har vi primært talt om målgrupper, der egentlig er baseret på anskaffelse af nye kunder. Nu kommer vi til Google Ads Remarketing også kaldet ”dine datasegmenter”, som drejer sig om tidligere besøgende.
Med remarketing af målgrupperne kan vi nemlig nå ud til brugere, der før har besøgt og interageret med vores hjemmeside. Vi kan altså forsøge at tvinge besøgende til at foretage en ønsket handling gentagne gange i købsrejsen.
Med standard Google Ads remarketing definerer man de ønskede remarketing lister i Google Analytics eller man kan bruge Google Ads’ automatisk oprettede lister. Med Google Analytics, har vi dog mulighed for at lave nogle ret specifikke målgrupper, som kan være fordelagtige at bruge. Vi kan f.eks. oprette en liste over tidligere besøgende, besøgende der har forladt kurven, besøgende, der har brugt x antal tid på hjemmesiden eller besøgt x antal sider. Mulighederne er mange. Vær dog opmærksom på at målgruppestørrelsen ikke bliver for lille.
Google Ads remarketing lister kan tilføjes på alle kampagnetyper.