Hvis du sidder med marketing og skriftligt materiale til hverdag, kender du det sikkert. En færdigskrevet tekst kigger op på dig fra en lysende skærm, og du ved det allerede. Den er kedelig. Du trasker rundt i de samme leverpostejs-formuleringer, og reelt kunne det lige så vel have været en godnatsang, du havde komponeret, hvis den havde været på vers.
Du har brug for en copywriter. Eller i det mindste: tankegangen fra én.
Men vent nu lidt, hvad er copywriting?
Copywriting er kunsten at skrive interessante tekster, der er overbevisende, og som skaber fyrværkeri i øjnene på dine læsere. Det er håndværket om at skrive personlige tekster, der flirter med dine kunders købslyst og forfører dem til at læse med i alt dit kommende content. Men copywriting er også et felt, mange er en del af.
Skal du have brygget den gode annoncetekst, der sælger? Dét er copywriting.
Mangler du at få sammenflettet et troværdigt og tillidsskabende blogindlæg? Dét er copywriting.
Næsten lige meget hvilken form for tekstlig kommunikation, du bruger, så er der tale om copywriting. De fleste mennesker kan slet ikke komme udenom det! Derfor er det også kun oplagt, at du fremover tager nogle af de mest grundlæggende principper fra copywriting med dig. I det her blogindlæg er vigtigheden af SEO siet fra, og det digitale fokus om længde, mængde og CTA’er udeladt. I stedet får du her 5 råd til, hvordan du kan gøre dine tekster spændende, relevante og levende.

De er lidt ligesom de der lasede sko, du har hjemme i reolen, hvor sålen er gået løs, snøren er trevlet og farven falmet. De passer uden tvivl rigtig godt, og du føler dig totalt tilpas med dem. Men lad mig én gang for alle sige det klart; de er for udtrådte. Ud med dem!
I din copywriting er det vigtigt, at du snakker til sanserne og gør dine tekster konkrete. Studier viser, at mennesker husker information bedre, jo flere sanser oplevelsen aktiverer, og derfor skal du have fat i den lillebitte malerpensel med de små hår, for vi skal til at male detaljer i dit content.
De fleste er heldigvis udstyret med en indre hverdagstolk. Hverdagstolken er sindssygt skarp til mundtlig copywriting, han er ultra pædagogisk og kan gøre det komplekse simpelt. Det er hverdagstolken, du hidkalder, når du smalltalker til julefrokosten med fulde Markus fra regnskab, og du kort skal forklare ham, hvad det nu er, du laver. Det er også hverdagstolkens skyld, at dig og Mormor kan have en sammenhængende samtale om det der nye, smarte Facebook-fis.
De fleste glemmer det. Hvor dramatisk og afgørende det er i copywriting. Færdigheden at sætte gode punktummer. Punktummer er din læsers tænkepauser, hvor de stopper op, trækker vejret og lige kort funderer over, hvad de har læst. Ligesom pauser i film.
Det er sjældent, at der er den slags dramatik i copywriting, så du vil aldrig kunne nå helt samme effekt som kameramanden på sæbeoperaen. Men du kan sagtens have glæde af punktummer alligevel og bruge dem til at skabe variation i dine sætningslængder og bestemme, hvornår dit publikum skal tænke, overveje eller absorbere, hvad der lige er sagt – eller en pointe skal understreges. Sådan.
Mit sidste råd lyder på, at du skal være ekstra formåls-fokuseret i din copywriting. Det kan være en god idé at klargøre, inden du overhovedet skriver noget, hvad du gerne vil have, at din læser gør eller tager med sig fra din tekst. Som udgangspunkt skal en tekst kun have ét formål, og optimalt skal alle sætninger og afsnit støtte op om det.